|
NÅR VIRKSOMHEDEN SKAL AFSKEDIGE - En håndbog med inspiration og gode råd 80 sider 2009 Bestil Download |
Forord
Der bliver skrevet meget i krisetider, spekuleret meget over omfang og konsekvenser på det realøkonomiske område, og der er stadig ikke mange, der åbent ønsker at bruge udtrykket recession.
Det er rigtig mange år siden, at politikere, virksomhedsledere, medarbejdere - ja befolkningen som helhed - har været nødsaget til at forholde sig til begreber som arbejdsløshed, finanskrise, tvangsauktion, omkostningsminimering, vækstpakke, virksomhedslukning, recession etc. etc.
Måske fordi så mange af os i de foregående års medgang, med en uset lav arbejdsløshed og tsunami-tendens på den økonomiske vækst, ikke har skænket disse begreber en seriøs tanke, så rammer de denne gang og næsten fra den ene dag til den anden med en ufattelig kraft og chokeffekt til følge.
Denne chokeffekt kan virke overvældende, og af samme årsag er der fare for at opleve én af to ting:
- At blive handlingslammet med risiko for at blive klandret for uansvarlighed
- At overreagere uden hensyntagen til, at det kan have vidtrækkende konsekvenser for fremtiden
Perspektiv i krisen
Med virksomhedsbrillerne på har det i denne håndbog været vigtigt for os at berøre følgende områder:
- Hvordan en virksomhed oplever eller tolker den reelle effekt af krisen
- Hvilke håndtag der skal skrues henholdsvis op og ned på i forskellige virksomheder
- Hvordan de seneste års arbejde omkring virksomhedens værdier bevares intakt
- Hvordan vi giver krisen et navn, og hvordan vi kommunikerer internt og eksternt i en krisetid
- Hvordan virksomheden bedst håndterer eventuelle afskedigelser og sikrer en ordentlig proces
- Hvilke overvejelser man bør gøre sig på det juridiske område i en tid med nedskæringer.
Vi håber, at denne håndbog kan være til inspiration for dig som leder eller HR-ansvarlig og vil medvirke til, at din virksomhed holder fodfæste igennem krisen samt står stærkt, når krisen igen vender - når vækst og tiltrækning af medarbejdere og andre interessenter igen kommer i højsædet.
God læselyst!